EU: Bulgarien accepterer vilkår for at blive en del af euroen
Eurozonen og Bulgarien er blevet enige om de vilkår, som landet skal leve op til, for i sidste ende at kunne blive en del af den fælleseuropæiske valuta, euro.
Eurozonen og Bulgarien er blevet enige om de vilkår, som landet skal leve op til, for i sidste ende at kunne blive en del af den fælleseuropæiske valuta, euro.
Det skriver The Financial Times.
Finansministrene i eurolandene og også den danske centralbankdirektør diskuterede torsdag udsigterne for, at Bulgarien i første omgang kan blive en del af ERM 2-aftalen med Den Europæiske Centralbank (ECB), fremgår det af en meddelelse.
Det er et system, som blandt andet er med til at gøre et land klar til at træde fuldt ind i euroen. Systemet betyder, at landets valuta skal følge udviklingen i euroen, og det er det samme valutasamarbejde, som Danmark, der altså fører en fastkurspolitik over for euro, er en del af.
Betingelserne inkluderer blandt andet, at Bulgarien skal indtræde i bankunionen, og det kræver først, at der gennemføres nogle finansielle reformer, og at der etableres et styrket samarbejde med Den Europæiske Centralbank, skriver The Financial Times. Derefter skal bankerne bestå en stresstest og en kvalitetsvurdering, der foretages af ECB.
/ritzau/FINANS
Michael Korsgaard