Sortehavet er fyldt med gammel kultur og folklore, antikke ruiner og smuk natur

By , June 11, 2016 13:04

Seværdighder ved SortehavetBulgarien er meget andet end de kendte badesteder og drukturs-byer for unge festaber. Oplev verdens ældste guldskat, muslinger til dessert og vampyren i Sozopol

Golden Sands og Sunny Beach. Allerede navnene fortæller, at her satser man på turister fra vest, der ikke forventer andet af ferien end sol og bad, diskoteker og billig sprut. Mange kommer aldrig udenfor disse reservater.

Ærgerligt nok. For Bulgarien har meget mere at tilbyde. Landet er fyldt med gammel kultur og folklore, antikke ruiner og smuk natur.

Der er også velbevarede kirker med fantastiske vægmalerier og ikoner. De fem hundrede år under osmannisk styre, og senere halvtreds år under kommunisterne, har ikke formået at fjerne befolkningens ortodokse grundreligiøsitet.

Verdens ældste guldskat

Sortehavskystens »hovedstad« er Varna, Bulgariens tredjestørste by efter Sofia og Plovdiv. Det var de hvide sandstrande ved Varna, der oprindelig lokkede de første turister hertil.

Rejser man til Sortehavet udenfor højsæsonen er det nemmere at forlade solen og stranden. Dyk for eksempel ind i halvmørket på det arkæologiske museum i Varna og se verdens ældste guldskat!

For fyrre år siden gik arkæologerne i gang med at udgrave en mere end 6.000 år gammel gravplads vest for Varna. Efterhånden har de fundet godt 3.000 smykker og andre genstande af bearbejdet guld – det ældste, man har kendskab til.

Særlig grav nummer 43 viste sig at indeholde mange skatte. Her lå resterne af en rig mand, hvis skelet var dekoreret med guld. Han kan beundres i en glasmontre på museet.

Besøg dronningens palads

Nord for Varna venter flere oplevelser. En af dem er den rumænske dronning Marias palads i Balchik, opført i 1924. Denne del af kysten var i en årrække rumænsk territorium, men blev i 1940 atter indlemmet i Bulgarien.

Maria Alexandra Victoria, barnebarn til engelske dronning Victoria, bekendte sig til bahá’í-troen, der har rødder i islam. Måske er det derfor, paladset til dels er opført i orientalsk stil, med tyrkisk baderum og minaret.

Dronning Maria elskede naturen i dette strandområde med mange kildespring. Ved paladset fik hun anlagt en botanisk have, hvor man kan gå på opdagelse. Løveornamenter, hvide stentrapper, en smukt lille kapel og en rosenhave er nogle af lækkerbisknerne.

Masser af muslinger

Vi fortsætter nordpå langs kysten og kommer snart til Kavarna. Fem kilometer udenfor byen ligger muslingefarmen Dalboka med en fantastisk restaurant med særdeles humane priser.

Muslingerne hentes fra farmen, der ligger et stykke ude i havet, men indenfor synsvidde fra restauranten. 456 tons høstede de 95 ansatte sidste år, fortæller indehaveren Vesselin Prokopiev.

Muslingerne bliver tilberedt på flere end 60 forskellige måder. Du kan få dem i vinblade, som muslinge-moussaka eller frikadeller, du kan få tomat eller peber fyldt med muslinger – kun fantasien sætter grænser.

Selv desserten består af muslinger. Men bare rolig – det var en lækker blanding af rosiner og nødder, der blev serveret i muslingeskaller sammen med flødeskum og æblestykker.

Menukortet indeholder selvfølgelig også lækker grillet fisk, hvis nu man ikke skulle kunne lide muslinger.

Fyrre kvinder sprang i havet

Lige nord for Kavarna ligger Kap Kaliakra, tidligere skueplads for mange dramatiske begivenheder.

For eksempel i slutningen af 1300-tallet, hvor tyrkerne nåede frem til den befæstede by, der befandt sig hér. De nedkæmpede modstanden, og kun kvinderne blev ladt i live, klar til at blive voldtaget af soldaterne. Men fyrre unge kvinder undgik den skæbne gennem at binde deres lange hår sammen og springe i havet fra de 70 m høje klipper yderst på pynten.

Det gyser i én, når man står der og kigger ned i dybden. Af den befæstede by er der kun en hoben ruiner tilbage, med en radiostation på toppen. I en af de tredive grotter ligger et lille museum, der fortæller om stedets historie.

Kap Kaliakra ligger på Via Pontica, ruten for hundredtusindvis af trækfugle på vej fra det nordlige Europa til Afrika. Forår og efterår passerer for eksempel næsten 30 000 storke, pelikaner og traner. Et paradis for ornitologer.

Perlen Nessebar

Fra Kaliakra er der 63 km tilbage til Varna. Derfra fortsætter vi sydpå og når efterhånden til Nessebar, en af kystens absolutte perler.

Den gamle bydel ligger på en lille halvø, fem km syd for Sunny Beach. I højsæsonen er her stopfyldt med turister og souvenirsælgere, men andre tider på året er der god plads.

Nessebars hovedattraktion er de mange gamle kirker. En af de mest seværdige er Christos Pantokrator-kirken fra 1300-tallet. Pantokrator betyder »den almægtige«. Kirken er i dag indrettet som galleri.

Det mest interessante er facaden, der er udsmykket med røde, hvide og blå mønstre. Her er også en frise med det gamle soltegn, svastikaen, som Hitler langt senere desværre misbrugte som hagekors.

This template (BMLinkBundle:Block:link_box.html.twig) should be overridden!

Gennemboret brystkasse

Sidste stop på vor rute langs kysten bliver Sozopol. Apollonia Pontica hed byen mens den var græsk koloni, grundlagt i 600-tallet f.Kr. Her fandtes dengang en tretten meter høj bronzestatue af guden Apollon. Den tog romerne med hjem som krigsbytte, da de erobrede byen år 72 f.Kr.

I dag er Sozopol i højsæsonen fyldt med først og fremmest bulgarske turister, der hellere holder ferie her end på de dyrere Golden Sands og Sunny Beach. Men kommer man forår eller efterår, har man det hele næsten for sig selv. Sozopol er da atter en søvnig lilleby med 5.000 indbyggere.

I juni 2012 ville ejeren af en restaurant udvide lokalerne, før turistsæsonen satte ind. Men da han begyndte at grave, gik der ikke lang tid, før resterne af en gammel kirke dukkede op. Byggeriet måtte standses.

Udenfor kirken fandt man efterhånden desuden 700 grave. I to af dem lå skeletter af en mand og en kvinde, der begge havde fået brystkassen gennemboret af en aflang jernklump. Ifølge bulgarsk tradition er det sådan, man behandlede afdøde, som man frygtede ville blive gengangere eller vampyrer.

Det mandlige skelet var velbevaret, og historien om »Vampyren i Sozopol« blev hurtigt spredt over verden. I Sozopols arkæologiske museum kan man med egne øjne se skelettet med jernklumpen. En noget bizar oplevelse.

Artikel fra BT, skrevet af Gunilla Heik, den 21.1.2014

 

Leave a Reply

Panorama Theme by Themocracy